E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
19 Feb 2014 23:23

En ny og anderledes form for krig bliver nu ført mod Israel, en krig der er lige så dødbringende som den, hvor terroristernes raketter regner ned over Israels borgere, og selvmordsbombere daglig forsøger at krydse grænsen ind til Israel.

Denne anden krig er en krig på ord, som kommer til udtryk i bøger, aviser og alle andre medier, der er brugelige til formålet.

Den udkæmpes af pro-palæstinensiske journalister, akademikere og endog såkaldte bibelske lærde i vesten, der ikke alene benægter Israels ret til at eksistere i dag, men også benægter at jøder har nogen historie i Mellemøsten overhovedet.

Det lyder absurd, men Mellemøst forskeren David Meir-Levi påviser i sin banebrydende nye bog "Stjålne Historier" hvordan palæstinenserne og deres allierede angriber Israels ret til at eksistere, ved at slette deres historie og fortid.

Krigen om Israels overlevelse udkæmpes i Negev, Gaza, Vestbredden, på grænsen til Libanon, i den amerikanske kongres og i FN.

Men den udkæmpes nu, også på uddannelsesstederne og i foredrag over hele verden, hvor den historiske jødiske tilstedeværelse i Mellemøsten udsættes for benægtelse og ligefrem sletning.

Men der har aldrig været et "Palæstina" eller et "palæstinensisk folk", og de mennesker der plæderer for et hjemland hvor palæstinenserne har levet fra "tidernes morgen"er nødt til at skabe en løgn historie for at give deres historie et skær af troværdighed.

Hvad kunne være nemmere end blot at stjæle Israels historie, og derved kunne opnå at slette den jødiske stat fra regionens og verdens historie?

Det er lige det, de pro-palæstinensiske akademikere og intellektuelle gør, i samarbejde med arabiske politikere. De skaber en fiktiv historie om et gammelt "palæstinensisk folk", som kontrollerede Kanaans land.

Det er en krig, ethvert sandhedselskende menneske ikke har råd til at tabe. Det er ikke bare en krig om Israels overlevelse, men en kamp mellem selve løgnen og sandheden.

 

Vi har nu i Danmark en udenrigsminister, der i sin historieløse naivitet brændende ønsker ar se en palæstinensisk stat som en realitet.

Han vil gerne være den danske udenrigsminister, der anerkender en palæstina stat, det synes han vil være flot, og henviser til at det i øjeblikket forhandles i FN's generalforsamling.

Jeg synes ikke, det ville være flot, men hans og ligesindedes udtalelser giver helt sikkert brændstof til de arabiske terroristers kamp for endnu engang at skabe et jødisk holocaust og slette Israel af landkortet.

Der er ikke andet at gøre, end at give denne naive minister kamp til stregen.

"dagens by 24-okt-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Storvorde

Storvorde kirke (Aalborg).JPGStorvorde er en satellitby til Aalborg med 3.306 indbyggere (2014) inkl. landsbyen Sejlflod, som byen er vokset sammen med via det fælles stadion Storvorde Sejlflod Stadion og idrætshallen Båndbyhallen. Storvorde er beliggende i det østlige Himmerland 14 km øst for Aalborg.

Storvorde bliver første gang nævnt i 1345 under navnet Yterworthugh.

I 1534 var Skipper Clement på flugt fra Aalborg og blev pågrebet i Storvorde af bonden Esbern Nielsen, der som belønning fik en Krongaard, der lå næsten midt inde i byen indtil 1985, da gården måtte vige for et nyt boligkompleks med navnet Klementsparken.

I 1896 fik byen en egentlig præstegård, komplet med lade, forpagterbolig og en prægtig præstegårdshave. I 1900 åbnede Aalborg-Hadsund Jernbane med station i Storvorde. Den var på det tidspunkt kun en landsby med en lille samling huse og nogle gårde, men byen voksede op omkring jernbanen. Et hotel åbnede som resultat af de nye tider og var samlingspunkt for hele Storvorde og omegn i mange år.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
I en lille by i Maine var der åndelig set ret dødt for nogle år siden. Kirkerne udrettede ikke noget. Men der kom nogle få gudfrygtige mænd i kirkerne, og disse mænd sagde til hinanden: "Her er vi, ulærde lægmænd, men der skal gøres noget for vores by. Lad os danne en bønnegruppe, hvor vi alle fokuserer vores bønner på den samme person. Hvem skal det være?" De valgte en af de mest hårdhjertede mænd i byen, en forstokket dranker, og de rettede alle deres bønner mod ham. Efter blot en uge var han blevet frelst. Så udvalgte de en anden mand, og han blev også snart omvendt. Sådan blev de ved i et år, og da var to eller tre hundrede mennesker kommet til tro, og ilden fra deres bønner havde nu spredt sig til et større område.
R. A. Torrey