E-mail: admin@tro.dk

Sprog
Anvend Dansk sprog Anvend Engelsk sprog
Dato for offentliggørelse
02 Mar 2013 16:15
Forfatter
Bob DeWaay

Fra  Cicministry.org/
Af Pastor Bob DeWaay.

(Udskriv som pdf-fil her.)

Der er ingen ekstraordinære kristne, men at være en almindelig kristen er ekstraordinært. Hvor ville jeg ønske, jeg havde forstået det, da jeg var ny i troen. Men det gjorde jeg ikke. Kort efter min omvendelse begyndte jeg en søgen efter at blive den bedst mulige kristen. Dermed blev jeg bytte for en lære, som lovede mig et bedre kristenliv end det, der var almindeligt for kristne. Hvad, jeg ikke vidste, var, at jeg havde favnet pietismen. Jeg blev ikke en ekstraordinær kristen, og jeg gik ret ind i fejltagelserne.

Min rejse ind i et  "dybere liv"  indbefattede ofte at favne modstridende lære. For eksempel blev to af mine foretrukne lærere i de tidlige 1970'ere  Watchman Nee  og  Kenneth Hagin. Den ene lærte et dybere kristenliv gennem lidelser 1), og den andre lærte en højere form for kristendom, som kunne gøre, at man blev fri for legemlige lidelser og fattigdom 2). Humlen var, at begge hævdede, at de havde nøglen til at blive ekstraordinære kristne. Jeg fandt ud af, at det havde de ikke.

Min utilfredshed med den kristendom, som der undervistes i på Bibelskolen 3), fik mig til at tilslutte mig en kristen menighed nogle måneder efter endt uddannelse. Denne gruppes grundlægger lærte, at  "et religiøst Babylon"  var nået til alle almindelige kirker og bibelskoler. Han lærte, at Guds rige skulle findes ved at kvitte sit job, sælge sin ejendom, give pengene til menigheden og være sammen for at hellige sig  "Riget"  tyve timer i døgnet. Så i min søgen efter at blive en ekstraordinær kristen, gjorde jeg, hvad han sagde, og tilsluttede mig.

På det tidspunkt, hvor jeg fuldt ud havde udforsket mange versioner af den pietisme, som søger at flygte fra den plettede kristendom, der findes i almindelige kirker, havde jeg spildt de første ti år af mit kristne liv. Jeg blev omvendt i 1971, og inden udgangen af 1981 havde jeg opgivet at blive en bedre kristen. Jeg købte et hus til min familie og startede et bilværksted for at kunne betale regningerne, mens jeg prøvede at regne ud, hvad jeg skulle gøre med mit kald til at prædike nu, hvor næsten alt, hvad jeg havde lært, praktiseret og undervist andre i, havde fejlet.

Ved Guds nåde vendte jeg tilbage til Bibelen og var fast besluttet på blot at undervise vers for vers fra da af. Det tog mig yderligere fem eller seks år at skille mig af med de forskellige fejltagelser, jeg havde taget til mig, og så underviste jeg i Romerbrevet i 1986. Gennem disse studier kom jeg til at værdsætte nådelæren. Denne forståelse åbnede mine tanker og blev et vendepunkt i min præstetjeneste. Jeg kom også til at indse, at den forkerte tænkning, der drog mig til Pietismen, var, at jeg havde en teologi, der byggede på menneskets evne og ikke på nåden alene. Da jeg én gang havde forstået det, så jeg mig aldrig tilbage.

Hvis  "nøglen"  til en højere form for kristendom er baseret på noget, som vi opdager og gennemfører (hemmeligheden til det dybere liv), så giver det mening, at nogle kristne kunne opnå en højere status end andre. Men hvis frelse OG helliggørelse er Guds værk ved Hans nåde, så er vi alle i samme båd, og der er ingen højere orden.